Historien om herregården Rørbæk i Flødstrup ved Kerteminde

 

Den gamle fynske Herregaard laa et godt Stykke fra Vandet, saadan som man nu i Middelalderen lagde Gaardene, at ikke Voldsmænd paa deres Snigtogter om Natten fra Vandvejen saa let skulde komme uforvarende over Herremanden og hans Folk.

 

Omkring Anno 1438 havde den hedengangne Cohrt Bæhrend »sat« sin Gaard paa den solide Kampestens-sokkel, som den korn til at staa paa til sine Dages Ende. Og som den lovlydige Dannemand, han maa have været, havde han efterkommet den Befaling, som Landets myndige Dronning kort tilforn havde udstedt, nemmeligen da hun i Anno 1396 strængeligen forbød at opføre befæstede Borge i Riget; efterdi der er sket overvættes liden Ret af de Fæster som nu er begyndte, forbyde vi nu nogen flere Fæster eller Barfred (Fæstningstaarn) at bygges, paa det at Landet skal des skønnere koffres og komme til Fred, Skel og Ret end de have nu  været.

 

Derfor skræmte Cohrt Bæhrends Gaard ingen og ej heller fristede den til Hærmandsværk; den stod bramfrit i Landskabet som en ren og uskyldshvid Jomfru, som kun kunde nærmes med høviske Lader og omsorgsfuld Værnen.

 

Paa den skæve Trappe, hvor man maatte klamre sig til Gelænderet for at holde Balancen paa de i Aarhundreder slidte Egetræsplanker, hang Billedet af Bygherren, han var iklædt Rustning og Haarets Lokker faldt ham ned til Skulderen; paa Væggen ved Siden var det store Maleri af den samlede Familie Qvitzow, baade de levende og det lille døde Barn; her var mange, baade Sønner og Døtre, men det var nu engang det lille Lig i Midten, som mest fangede Blikket og ogsaa godt kunde gøre en frygtsom Sjæl lidt bange, naar Maanens blege Lys faldt gennem de grønlige Smaaruder overfor og fik det døde Barn til at lyse som Fosfor.

 

Selvfølgelig havde den gamle Gaard ogsaa et rigtigt Spøgelse, for Barnebilledet var jo kun noget, som i den ængsteliges Fantasi blev til et Fantom; det virkelige Spøgelse viste sig kun hver Nytaarsnat, det var lige saa sik­kert, som at Præsten i Sognekirken sagde Amen hver Søn-dag; det kom i Skikkelse af en hovedløs Kusk, der kørte sin Vogn med start og flot Sving op for Hovedtrappen. Her standsede han, slog Smæld med Pisken, det afhug­gede Hoved holdt han under den anden Arm; hvorfor den arme Mand hvert Aar matte køre denne Bodskørsel, det vidste ingen, men han kom, det var der ikke een, men mange der vilde lægge deres Hoved paa Blokken for at bevidne med deres Saligheds Ed.

 

For nu rigtig at forstaa, hvad denne gamle Gaard kom til at betyde i hvert Fald for dens allersidste Ejer, maa man beskrive den ret nøje. Den havde jo i de runde Sek­ler nu og da skiftet Ejermænd og hver Slægt havde paa­trykt den sit Stempel; den var fra adelige Slægter gaaet til borgerlige, de udskaarne Vaabenskjolde og de troskyldige Skriftsteder og Sentenser fortalte hver for sig mangt og meget om den gamle Gaards Liv og Trivsel i Tidens Løb.

 

For nu at begynde med det vigtigste, ved en Gaard med Fyens fedeste Jorder maa det være Laden, der laa lige over for Hovedbygningen, den bar over den østre Ladeport to store Egetræsvaaben; det ene var den Jom­frus, som var kommet fra Norge og som Medgift havde bragt sin Husbond alt det svære Egetømmer, som Laden var bygget af, og det var ligesaa uforgængeligt som Ridder Cohrts Kampestenssokkel, og den dybe Kældergang, han havde ført under Hovedbygningen fra Ladegaarden til den lille Borggaard; den var nemlig ogsaa af Kampesten, og i den laa »Hundehullet«, hvor de opsætsige Un­dergivne blev spærret inde for at sone deres Brøde; og det var ikke Mundsvejr med det Hundehul, for da Gaar­den, trods Fredning og ensomme pietetsfulde Røster, med uhyre Arbejdsanstrengelser blev jævnet med Jorden, da fandtes paa det Sted, som var angivet som Hundehul, en hel Stabel af Menneskeknogler. Det var vel nok en middelalderlig Gaard!

 

Den lille Borggaard maa have sin egen Beskrivelse, for den var næsten uvirkelig i al sin Ynde. Paa hvert Løsholt over Indgange og Døre havde Slægter indristet deres Tro, Haab eller blot nøgterne Indstilling overfor det Liv, som de nu skulde leve her. Her var en Svalegang; findes der noget saa romantisk som et saadant Vedhæng til en Bygning; her kunne man staa og se ned paa den lille toppede Gaardsplads, hvor Græsset pippede frem mellem Brostenene, se de grønlige Voldgrave med den forvitrede Bro mellem Stammerne af Gaardens Vagtposter, de fire kæmpehøje Kastanjetræer.  Over Døren, der førte fra Hovedbygningen til Borggaarden, havde den første af den sidste Slægts Ejere i 1731 ladet indsætte sit Motto; det var omgivet af Rococoornamenter og her stod - -                                                   

Naar nogen befindes at være herinde,

de tage sig dette til Tanke og Minde,

at Blomster og Frugter vel Quegelse giver

men dog Livet i Guds Billede bliver

 

Men for nu at komme til en Slags Handling i Fortællingen og forstaa, hvorfor denne solide og gennem Sekler rige Ejendom pludselig en skønne Dag stod for Fald og det paa brutal Vis og i en Grad, som kun sjældent kan fremvises, maa vi dreje Tiden saa langt frem, at vi naar til Aaret 1891, for da stod Ejeren af Cohrt Bæhrends Gaard, Jægermesterens Datter, Brud med Pomp og Pragt og megen Glæde, og det var det sidste Bryllup men ikke den sidste Fest, der fandt Sted paa de gode Dannemænds ældgamle Gaard

 

Jægermesterens Datter ægtede en ung og køn Officer fra Gardehusarregimentet; det var ikke et Ægteskab, der var stiftet i Himlen, langtfra, det var i højeste Grad et jordisk foretagende; det var ordnet af de impliceredes nærmeste Slægt, Forældre, for disse var Venner, og hvad var da mere selvfølgeligt, end at man knyttedes yderligere sammen. Paa den ene Side var stor Formue og en Pigelil, der ikke var helt ilde, maaske en Kende aparte; paa den anden Side var ogsaa solide Formueforhold, gammel Slægt og en Søn, som vel ikke havde opfundet Krudtet; det er der nu engang ikke mere end én der har fundet. Denne Søn havde den Optræden, som det sømmer sig for en Officer i et fint Paraderegiment; udadtil var altsaa alt i skønneste Orden; om Hjerternes Tale spurgte man virkelig ikke saa meget, den vilde jo sikkert komme med Aarene.

De unge var ogsaa ganske tilfredse med Alliancen, Frøkenen og Arvingen til Herligheden vilde hellere end gerne hjemmefra, for hun kunde ikke rigtig med Moderen og den ørkesløse Dattertilværelse, det var hendes Lod at føre. Hvad Husaren angik, passede det ham overmaade godt ligesom at have en Herregaard i Ryggen, for han havde flotte Vaner og dito Kammerater og lagde nødigt den fine pelsbræmmede Dolman og det snogepandeprydede Seletøj helt fra sig for at lægge Kræfter i et mere lukrativt Arbejde.

 

Alt syntes saa vel tilrettelagt af det som kaldes Skæbnen; Husarens Papa købte en anstændig Bondegaard til det unge Par, den havde en præsentabel Hovedbygning, og det var meget vigtigt. Frøkenens Forældre udsatte en aarlig Apanage, for at der kunde leves standsmæssigt; det var ogsaa meget vigtigt.

 

Da disse Præmisser var bragt i Orden, faldt det helt naturligt, at Brylluppet blev holdt med Fynd og Klem, 10 Retter Mad og otte Slags Vin, Venner og Slægt fra begge Sider, Omegnens Store og de i hvis Lod det ellers  kunde falde at faa Adkomst til Gildeshuset.

 

Så drog de Unge til eget Hjem, Fruen havde faaet et Udstyr, som var en Herremandsdatter værdigt, det fyldte lidt rigeligt i de nye Stuer, men til Gengæld kunne man uden Blusel byde de fornemste højadelige til Gæst der.

 

Hovedbygningen var der altsaa ikke noget i Vejen med. Det unge Par havde ogsaa hver sit Soveværelse, som det sømmer sig, naar man er født og baaren og ikke elsker hinanden indtil Vanvid.

 

Saa viste sig lidt efter lidt det store Minus i det ellers veltilrettelagte Regnskab; paa en Bondegaard skal der arbejdes og det baade af Manden og Konen, ellers kan det ikke køre rundt; det er langtfra nok, at Manden er en glimrende Vært, skærer en Steg for, trancherer et Stykke Vildt eller en Fasan saa elegant, som var det Hæn­derne han gav Manicure; Middagsmaden bestemte han, rettede Suppen an og tempererede Vinen, saa dens fineste Bouquet kom frem.

 

Endnu forkasteligere var det, at Husfruen brugte den eneste lille Stuepige som Kammerjomfru og kun meget nødigt gik i sit Køkken for at se Kokkepigen efter; det lod hun simpelt hen sortere under sin Mand, alt hvad der havde med det huslige at gøre; selv sad hun tom og mærkelig indesluttet i sit Cabinet med et Haandarbejde, som alligevel aldrig blev færdiggjort. Nu og da red hun en Tur eller kørte selv den fine Gig, som ogsaa var fulgt med Udstyret, men bestille noget af nogen Art det gjorde hun bestemt ikke. Det gjorde han heller ikke, udover at ride rundt i Marken og give sine Ordrer, for hvis han virkelig kunde noget paa denne Jord, saa var det at ride.

 

Hans Familie havde altid syntes, at hun var lidt tovlig, maaske havde hendes Familie syntes det samme, men de sagde det ikke, i hvert Fald ikke højt.

 

Men Aarene gik, Børn kom der ikke. En skønne Dag omkring Aarhundredeskiftet gav Familien op med Hensyn til Underholdsbidrag, og uden synderlig Anger eller Tristhed rejste de Unge til København med det store Udstyr og bosatte sig i en lille Lejlighed paa Gammelholm, maaske Byens allertristeste Kvarter.

 

Af den Grund mistede Husaren nu ikke Humøret, tværtimod, han syntes, det vilde være rigtig rart i et Par Aar at nyde Livet i fulde Drag, inden han nu snart skulde være virkelig Godsejer; for at den Tid nærmede sig med hastige Skridt, vidste han. Den gamle Jægermester var død og Jægermesterinden var saa meget til Aars, at man havde Lov at bygge paa den Kendsgerning, at hun inden længe vilde trække sig tilbage fra det store Ansvar at styre Gods og Gaard og overlade alt i Svigersønnens Hænder.

 

Nu skal man jo ikke tro, Husarløjtnanten var helt ukyndig i alt Landvæsen, selv om det var Heste, der havde hans største Interesse; han havde virkelig været ude at lære Landvæsen et Par Aar. Naar han besøgte sin Hustrus Fædrenehjem, gik han da ogsaa Dagen lang rundt med Forvalteren og tilsaa og inspicerede Driften; selvfølgelig vilde han staa fuldt forberedt, den Dag Herlighederne blev hans.

 

Men Mellemtiden i København benyttede han paa ubekymret Ungkarlevis til at have det rart; ikke mindst med at tage paa Besøg hos sine Godsejerbekendte paa. Landet og her være en Slags Maitre de Plaisir, for han var ikke alene beleven Selskabsmand, men han var virkelig morsom, han havde en usædvanlig Evne til at huske Anekdoter og komme frem med dem netop i rette Øjeblik.

 

Naar det blev sagt, at han benyttede Tiden paa Ung­karlevis, skal det forstaas saadan, at han og hans Ægteviv indrettede sig praktisk med hver for sig at ordne deres Tilværelse uden som Dødvægte at hænge over hinanden; det huslige sørgede han som hidindtil alene for. Fruen havde faaet en anden Interesse, d.v.s. Interesse er nok for stærkt et Ord, for den Tankebeskæftigelse hun var kommet ind paa var kun en Slags Skal, der beskyt­tede hende mod Livets Skuffelser, og den Virketrang og Sjælsudfoldelse, som hun først langt senere fik Lejlighed til at lade udfolde sig; endnu var hun kun den sløve, apatiske Kvinde, som man for det meste ganske oversaa.

 

Men hendes Liv var altsaa nu tilsyneladende beskæf­tiget og det med den katolske Tro, hun var gaaet over til; hele dennes ydre Apparat fik Tiden til at gaa paa ver­densdameagtig Vis i denne Kirkes fornemme Indercirkel; det var med Messer, Bazarer, Dametheer, Stykker af Bro­derier til Alterduge og Tæpper, som senere blev samlede til et Hele.

 

Herved gled hendes Dage let og smertefrit hen i den taabelige lille Lejlighed paa det triste Gammelholm; hun var jo stadig den rige Arving, og det var ikke Smaating der blev sendt fra Gaarden til den lille Husholdning, lige-som der ogsaa tilflød rigelige Paaklædningspenge. Den gamle Jægermesterinde forlangte, at Datteren skulde være klædt fra de fineste Magasiner; hende selv interesserede det ikke saa meget endnu.

 

Den gamle Jægermesterinde var en klog Dame; hun havde naturligvis ogsaa sin Begrænsning og det var den: hun sparede paa Udgifter, der rettelig ikke skulde spares paa som f. Eks. Nyanskaffelser til Gaardens Drift og iøvrigt tidssvarende Omlægning af denne; hun havde sin juridiske Raadgiver, ham havde hun haft snart i en Menneskealder, saa ogsaa han var blevet lidt stiv i Hjer­nen og mente som hun, at det vigtigste af alt var at sørge for at holde Udgifterne nede.

 

Forvalter var der da ogsaa og det en dygtig Mand, men hvad kunde han stille op mod de to Mægtige, der stod over ham; ikke ret meget!

 

Hendes Klogskab bestod i hendes nogenlunde velbegrundede Ængstelse for at lade en Svigersøn, som absolut ikke nød hendes fulde Tillid, og en Datter, som hun egentlig slet ikke kendte, komme til Styret.

 

Der var ikke den Krog paa Godset, hun ikke selv havde et skarpt øje med eller mente at have det; dertil følte hun det som et uhyre Ansvar, der var hende paalagt efter Mandens Død at forvalte alt dette meget, saa det absolut uden Forringelse, tværtimod, kunde gaa over til frem­tidig Slægt, om det end ikke saa ud til at blive en di­rekte Livsarving.

 

Naa, Aarene gik saa sagteligt, det ene efter det andet; den engang saa flotte Husarløjtnant blev lidt mavesvær, medens han sagtmodig ventede paa sin Arv og egentlige Livsgerning. Ogsaa hans Frue lagde sig ud, blev lidt for tung og ludende i Holdningen og endnu mere fraværende, aandeligt set.

 

Den gamle Frues 80 Aars Fødselsdag blev fejret paa Cohrt Bæhrends Gaard med fuld Musik og mange Gæ­ster, selvfølgelig Datter og Svigersøn. Den sidste tænkte, at nu var Tiden inde til, at han kunne vove at tage lidt Affaire paa egen Haand, og Begyndelsen gjorde han ved at sende Kalechevognen til gennemgribende Reparation i nærmeste Købstad, den skulde baade have fint lyse­graat Betræk indvendigt og lige saa fin blaasort Lakering udvendig. For et Øjeblik nød han sin godsejerlige Magt og Storhed, nu maatte da Stunden være nær!

Mennesket spaar, men Gud raa'r! Det er saa sandt saa sandt, det gamle Ord. Da nu Festlighederne var overstaaet, i hvilke den nådige Jægermesterinde havde taget Del med Liv og Sjæ1 og de Unge efter en Tids Forløb belavede sig til at ven de hjem til de smaa Byforhold, da blev Skæbnens Terninger kastede, og lige to Dage før den berammede Dag blev Lieutnanten syg af en kraftig Halsbetændelse; Svigermoderen raadede til at fremskynde Hjemrejsen, sørgede for at faa rekvireret Ambulance og Sygeplejers: for saa omhyggeligt som muligt at faa den Syge over Storebæltet og til Hjemmet. At hun egentlig godt kunne have ladet ham blive liggende i det store Hjem med tilbørlig Pasning faldt hende ikke ind; hun lige saa lidt som Datteren holdt af dette med Sygdom og hvad saadan kunde føre med.

Hermed foretog den virkelig livsglade, engang saa flotte Officer og dygtige Væddeløbsrytter, i sin bedste Alder, den allersidste Rejse, d.v.s. i levende Live, for en Gang til skulde han komme til at gøre Turen, men paa anden Vis.

 

Da Ambulancen naaede København, var han bevidstløs; han havde i Aarevis gaaet med en Sukkersyge, som han ikke rigtig gad tage Notits af; dette med ikke at maatte spise og drikke alt, hvad han havde Lyst til, laa hans glade Natur for fjernet; derfor var en Halsbetændelse en dødsensfarlig Fjende, som nu i en Haandevending gjorde det af med sit Bytte.

 

I samme Nu undergik den fortrykte og sjælsufrie Hu­stru en Metamorfose, Baand, som havde indsnøret en Del af hendes Sjæl, var pludselig brustne, og hun følte, at noget, hun knap selv havde været bevidst i sit Sinds Dybde, var blevet frit og hun var et Menneske med Pligter og Ansvar, som hun ganske svagt kunde begynde at lade folde sig ud. Fruen holdt Begravelse med en saa formfuldendt Værdighed og floromvunden ydre Apparition, at alle der var til Stede og de øvrige som i denne Alvorens Tid kom i hendes Nærhed, blev rent ud sagt forbløffede; var det virkelig den forkuede, lidt mentalt undervægtige Kvinde, som de her saa for sig?

 

Jægermesterinden kunde desværre ikke selv rejse til København, hun var for Tiden indisponeret; men hun undlod skam ikke at sende alt hvad Huset formaaede af gode Sager til Svigersønnens Begravelse; der blev fra Gaarden sendt Kalorier baade i flydende og fast Form, Mængder som aldeles ikke kunde rummes i det diminu­tive Spisekammer paa Gammelholm; ogsaa den gamle, rare Niels Kudsk blev sendt over med hvide Bomulds-handsker og øvrige herskabsmæssige Tilbehør for at assi­stere ved Borddækning og Ombydning. Forvalter og Husjomfru blev det henstillet at tage over og som Godsets Gesandter at være til Stede og gøre Honnør; der var intet de hellere vilde, for de elskede ud af deres Hjer­ters Dyb deres fremtidige Frue; hun havde nemlig, uden ret mange anede det, et meget snævert og hjerteligt Til­lidsforhold til alle, der stod i Tilknytningsforhold til hendes Fædrenegaard. Ogsaa Sognets Præst korn til Stede; uden Henstilling, af fri og hengiven Vilje vilde han i Kirken tale for Afdøde.

 

Lieutnantinden, som det iøvrigt ikke hedder, for i en saa lav Charge som Husarlieutnantens er der ikke noget med »inde«, det kommer langt højere oppe i Graderne; men hun kunde maaske med en vis Ret have kaldt sig »Ritmesterinde«, da hendes Husbonde nyligen var forsat til et Dragonregiment som saadan, »a la Suite«. Nu nøjes vi altsaa med at kalde hende slet og ret »Fruen«.

 

Denne Begravelse blev ikke saa snarligen glemt, baade i Fruens Familie og i salig Afdødes var den Samtaleemne i aarevis.

 

Denne Kvinde, som aldrig i sit Liv havde beskæftiget sig med Hus og Køkken eller Repræsentation af nogen Art, voksede i Løbet af Timer til at blive en myndig Her­skerinde og omsorgsfuld Værtinde. Der var ingen ved den Begravelse som ikke fornam de dybe Hjertetraade, som i Tidens Løb var spundet mellem hende og de der kom fra den fædrene Gaard; der kom her en Hjertelighed og en Forstaaelse til Syne, som ingen selv med det mest opladne Blik havde kunnet tro fandtes bag denne saa indolente Overflade; men ikke alene til disse udstrakte sig hendes nye Format, det omgærdede simpelt hen alle, ogsaa hendes Husbonds Paarørende, der ikke tidligere havde anet, at der overhovedet boede noget i hende.

 

Præsten talte ved Baaren følte og smukke Ord, ogsaa Ord der ramte som god Karakteristik, for han var en Mand med Talegaver og psykologisk Forstand. Enken sad værdigt med Kaskader af Crepe flydende om den høje, i Dag næsten ranke Skikkelse; efterpaa takkede Successor, der nys var hjemvendt fra det fremmede, saa blev Kisten henstillet i den ærværdige Holmens Kirkes Kapel, hvor saa mange af Nationens Store alt havde deres Plads, her skulde den staa midlertidigt, hvor længe vidste ingen.

 

Lige halvandet Aar efter hjemkaldte saa Gud i sin Miskundhed den gamle Jægermesterinde, og da blev Fruen den enevældige Herskerinde over Gods og Guld, og der var meget af det, for Cohrt Bæhrends Gaard havde aldrig været behæftet med nogen Art af Laan eller Prioriteter. Fruen viste sig nu ikke paa Gaarden før til selve Ligfærden, hun var bange for Sygdom og Død og hun havde aldrig med sin gode Vilje betraadt Højenloftet, hvor den gamle udskaarne, sorte Katafalk havde haft sin Plads, næsten fra Cohrt Bæhrends Tid.

 

Disse to Dødsfald fandt Sted i de Herrens Aar 1911 og 13. Da Fruen denne Gang steg ud af Toget ved sine Barndomsjorder, var ogsaa det med en Slags Pomp og Pragt; hun korn i Separatvogn med dertilhørende Separatkupe, hvor hun og hendes Pige havde Plads, Mandens Kiste stod i Vognen smykket med Efeuranker; Fruen vidste nok, hvorledes man ordnede sligt standsmæssigt; to ens Gravmonumenter havde hun alt bestilt i Byen, de var pompøse, af Sandsten med indsatte Vaabenrelieffer, for ogsaa gamle Patricierfamilier har deres Vaaben eller Bomærke, og hun følte det naturligt, at disse blev præsen­terede paa det gamle Slægtsgravsted ved Kirken, der havde hørt til Gaarden. Under sin Mands Navn og Aarstal lod hun, tilsyneladende enfoldigt og kønt, de Skriftens Ord indhugge: Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden!

 

Til disse jævne Ord var der forsaavidt intet at bemærke, dog var der visse kyniske Sjæle, der i Stilhed og uden at vække Opsigt tog sig et reverentertalt billigt Grin; maaske havde Fruen ogsaa selv gjort det samme! Hvilket Skriftsprog hun havde tænkt at sætte paa sin Moders Sten stod foreløbig hen i det uvisse, det maatte der tænkes over, naar Tid var inde. Sikkert har jeg ikke formaaet at lade Læseren forstaa, hvor lille hun havde syntes at være, hvor forpjusket en Sjæl hun havde baaret til Skue hidindtil; nu vokste hun med samme Hastighed som det uanselige Frø man ser Fakiren saa og som i Løbet af Nul Komma Nul bliver et Træ, som næsten er ved at vokse ind i Himlen.

 

Vor Frue tog altsaa sin Gaard i Besiddelse, ikke som den der blot sidder som en Topfigur, men som det Men­neske, der fuldt og helt er sig sit store Ansvar bevidst, hun kom ikke som en uvidende og fremmed for, hvad en Gaards Drift betyder; det maatte man have troet, naar man vidste, hvor korte Besøg hun siden Ægteskabet havde aflagt der og efter den fuldkomne Ligegyldighed hun havde lagt for Dagen ved Pasningen af den lille Bondegaard; hun kom med en hartad utrolig Viden om alt og alle. Gennem sin Forvalter lod hun sig sætte ind i Regnskaber og alle Detailler, og hun gjorde et Skridt, som vilde have faaet Forældrene til at vende sig i deres Grave; i hvert Fald Moderen, Faderen vilde maaske have nøjedes med at banke paa Kistelaaget med sin Knoglehaand. Hun afskedigede simpelt hen den gamle juridiske Raadgiver og antog en ny og mere tidssvarende.

 

Saa kom det i de følgende Aar til at gaa Slag i Slag med Forbedringer, hvad der hørte til Driften, kom naturligvis i første Række; Forvalteren var i sit Es, for nu følte han, at Gaarden virkelig kom til at yde det, en Ejendom af denne Størrelse burde yde; han blev forfremmet til Inspektør og det gav da ogsaa ham ligesom lidt mere Autoritet overfor Folkene.

 

Sommergæster indbød hun, Slægt, Venner og fjerne Bekendte, og gav dem af sit med storladen Rundhaandet­hed. Der blev fæstet flere Piger baade til Hjælp i Køk­ken og Gæsterum, det havde det været altfor karrigt med i tidligere Tid; nu blev det maaske saa rigeligt, at Sludderen gik hastigere end Arbejdet, men Fruen ligefrem nød at have mange Mennesker i sit Brød og man maatte næsten tro, det var hende en Hjertensfryd at give alle disse mange det daglige Brød, ellers kunde hun da ikke have fundet paa at lade Gæsternes private Tøj vaske og stryge hos sig, men hun gik fra Værelse til Værelse og spurgte dem, om de ikke havde noget de skulde have vasket.

 

Saa stod hun da selv i Vaskehuset paa Vaskedagene fra Morgen tidlig til næste Solnedgang og overvaagede de sex Vaskekoner, som snakkede i Munden paa hinanden og til Fruen med, for de holdt af hende og hun vidste alt om dem og deres. Ellers var hendes allerbedste Ven, Hanne Hønsekone, hende havde hun kendt fra hun blev født, i hvert Fald fra hun fik Lov at fodre Puttehønsene; det var Hanne, som indviede hende i alt, hvad Husmændene og deres Koner bedrev og skumlede over; hun havde en egen stille Maade at lytte sig til alt. Naar Fruen var saa tidligt oppe som hun var, var det ikke for at sidde i Spisestuen og gøre Honnør ved Bordet og konversere sine Gæster, det lod hun dem selv om; Fruen havde forlængst nydt sit beskedne Maaltid i Fade-buret hos Husjomfruen; det bestod slet og ret i to Humpler med Spegepølse og hertil et Krus hjemmebrygget Øl. Denne Livsførelse rimer da aldeles ikke med den lade Tilværelse, der blev fortalt om i Begyndelsen, nejvist, men jeg pegede jo ogsaa paa, at hun havde gennemgaaet en Metamorfose. For at alt alligevel skal forstaaes som troværdig Sandhed, kan jeg betro Læseren, at Fruen al­drig nogentid gad klæde sig selv af eller paa, det forekom hende saa kedeligt og ligegyldigt, at hun altid lod en Stuepige om det og om at holde Garderoben i Orden.

 

Nu er vi naaet til den første Verdenskrig, i hvis Kølvand fulgte den skandaløseste Dans om Guldkalven som nogen Nation nogen Sinde har nedværdiget sig til. Suset fra denne Dans naaede ogsaa Cohrt Bæhrends Gaard, først bragte den Floder af Guld med sig til Lade og Lo, senere kom den lille svirrende Spekulationsbacille til med sit Infektionsstof, som næsten ingen i de Dage kunde staa imod; heller ikke Fruen, som da ogsaa blev lettere smittet, og det førte til flere Guldstrømme.

 

Med Guldet blev der Fester paa Gaarden, renaissanceagtige i deres Storslaaethed; perlende Champagne skummede i Pokaler og Fustager af Skaldyr blev forskrevet. Selv om et Menneske kan vokse sig stort og blive af Format i meget kort Tid, saa kan det alligevel ikke helt sprænge den Ramme det tidligere var indfattet i; Fruens sky Ungdom og en Ægteskabstilværelse i Sløvhed og gan­ske uden naturlig Tilfredsstillelse maatte give et Bagslag; dette kunde være kommet paa mange Maader, men det kom som noget frivolt, der stødte andre, men som hun selv morede sig kongeligt over, og det var blodig Synd for et Menneske som sad inde med saa megen Storhed og virkelig Grandezza.

 

Naar hun var kommet til at gøre en eller anden Dumhed eller Forløbelse, var hun flov og ræd som en Skoletøs der kommer hjem med en Anmærkning. Guldet, der kom til huse, blev sandelig ikke sat hen for at trække Renter, tværtimod; den der har Gods, har Forpligtelse; der blev købt Alterstager og Kalk til den gamle Kirke, der hvor saa mange af Gaardens tidligere Ejere hvilede deres Bene under Stengulvet. Hver af Livets Mærkedage blandt Omegnens Beboere, Slægt og Venner blev kongeligt erindrede. Alt saadant var nu relative Smaating for vor Frue; det der betød noget og løftede hende op i en Sfære af Tro og Haab, det var det eneste ene at gøre sin fædrene Borg saa fuldkommen, at den ud i Fremtiden vilde staa som Minde om henfarne Slægters Kærlighed til denne algode Jord, hvoraf de var rundne.

 

Fra hun var bittelille, havde hun i al Stilhed haft som et visionært Syn for sig: det var Gaarden ført tilbage helt til dens oprindelige Skikkelse, som dengang Cohrt Bæhrend satte den paa Kampestenssokkelen og med det rødkalkede Bindingsværk, de udskaarne Knægte og Overbygningen springende lidt frem over underste Etage; alt det som i Tidens Løb havde veget Plads for Overkalkning og nye Tiders Smag. Saadan Omkalfatring og ingen havde ej heller gjort historiske Studier, eller vist disse Interesse. Men hun havde i sin absolutte Samfølelse med Gaar­den anet, hvad den havde været, nej, det var da næsten umuligt hun kunde have anet, hun som var saa ganske blottet for kunstnerisk Fornemmelse; det maa snarere have været en Følelse, der blev saaet i Sindet, naar hun paa Barneben stavrede forsigtigt ned ad den skæve Trappe og saa den rustningsklædte Ridder for sig, det store gamle Familiebillede med det lille Lig og de andre halvt forvitrede Portrætter; da maa hun have følt: denne Gaard har engang set anderledes ud.

 

Derfor gjorde hun nu paa sin Magts Tinde det store Skridt at lade hele Hovedbygningen restaurere og det af en af Landets bedste Bygmestre. Himlen aabnede sig for hende; hun havde Magt og Midler. Det at lade en stor Hovedbygning i tvende Stokværk og med tilhørende smaa Sidefløje gennemgaa en For­yngelseskur er noget der tager Tid, derfor genlyder ogsaa den gamle Gaard Foraar, Sommer og Efteraar 1916 af tusinder smaa forsigtige Slag paa Murpudset, det er som Flokke af Spætter har slaaet sig ned, forsigtig Pikken paa Murværket for ikke at lædere de gamle værdifulde Udskæringer. Fruen viger ikke fra Gaarden mens Arbejdet staar paa, højst over til Hanne Hønsekone for at drøfte Høns og Kalkuner og Nyt fra Husmandsstederne, naar disses Søer skal fare, Børn fødes eller staa til Confirmation; ikke mindst har Æggeregnskabet har hendes særlige Interesse; det er saadan en Slags Hemmelighed mellem Hanne og hendes Frue; dette Regnskab er paa en helt anden Maade end de øvrige Regnskaber hendes private, det skal hverken gennem Godsforvalter eller Inspektør, det gaar lige i egen Lomme og kun Hanne kender Beløbene, men dem beholder hun for sig selv; til Gengæld er det Husjomfruen næsten komplet umuligt at faa fremskaffet lidt Æg til den store Bespisning; alt andet kan hun faa i Hylde og Fylde, blot ikke Æg; hver har jo sine Sær-heder! Og dette var kun en lille uskyldig Særhed, som man kunde more sig over.

 

Og da saa Krigen gaar paa Held og Guldstrømmen i Landet kun viser sig som svage Krusninger, nu og da som en Hvirvel der trækker mangt og meget omkringværende med sig i Dybet, da staar Cohrt Bæhrends Gaard i sin fulde og nyfødte Pragt med Fruens Navn skaaret i Hoveddørens Overligger, i forgyldte Bogstaver paa pur­purfarvet Baggrund. - - Da gik hun for første Gang som Besidderen op i sit saa enkle Soveværelse og knælede paa Bedepulten med øjet fæstet paa Krucifikset - - og takkede. Hun var ikke spor af Kristen, men i denne Stund følte hun at være een eller anden Tak skyldig.

 

Denne Genopbyggelse blev fejret med en Fest, som endnu aldrig havde set sin Mage paa disse Kanter; der blev pudset og der blev skuret til Gildet, alle Husmands-koner og hvem der ellers var inden for Rækkevidde blev satte til Arbejde, oppe og nede, ude og inde; ved Festen tronede Fruen for Bordets Midte, lidt svær og ludende, alligevel pompøs i det røde Fløjlsskrud med Diadem og kostelige Smykker; hun ligefrem favnede alle i sin over­daadige Glæde. Det genlød af Festjubel fra Hovedbygning til Folke-stue, alle var med i det og der blev sørget lige gavmildt for liggende Gæster, fremmede Kuske eller Chauffører, Staldkarle, Husmænd og Haandværkere samt disses Koner. Dette Gildesbud skulde saa ogsaa blive »Kehrausen« for den aarhundred gamle Gaard, men det var der Gud være lovet ingen der kunde ane hin store Dag.

 

Og Slutfinalen kom paa en helt anden Vis end nogen i sin vildeste Fantasi vilde have tænkt sig til.

 

Her var brugt mange Penge i de sidste Aar, men ikke flere end der havde været Raad til, Godsets fornuftige Raadgiver vidste, hvor langt man kunde strække sig, og ingen uærlige Medarbejdere var i Gaardens Brød.

 

Saa patriarkalske vare Ordene og saaledes havde Forholdene mellem Husbonde og underordnede været fra evige Tider, saa vidt man da ved. Den Brist eller Svaghed, som altid havde været i Husfruens Karakter, og som maa betegnes med Ordet Fejhed, kom nu helt frem paa Overfladen. Naar een og anden tidligere havde tænkt paa at analysere hendes lidt aparte Fremtræden, da havde disse blot standset ved Ordene: Imbecilitet, psykisk Defekt; det var det ikke, det var slet og ret Fejhed eller som man nu kalder det: Komplekser. Naar hun anede at være paa gyngende Grund, da løj hun eller tav stille; det sidste gjorde hun nu, da det faktisk gjaldt Livet for hende. Uden at sige et Muk til sin Raadgiver, der var til just for det samme, gjorde hun det dummeste Skridt, der overhovedet kunde gøres: hun kautionerede for en Søn af een fra Sognet, dem der stod hendes Sind saa nær, en af dem, der sluttede op om Gaarden som en Slags Fanevagt, dem hun kunde lide paa og som ogsaa kunde lide paa hende; hun maatte simpelthen gøre det for Kærligheden til Gaardens Skyld.

 

For at denne Transaktion skulde forblive en Hemmelighed mellem de implicerede Parter og af Fejhed for at lægge Papirerne paa Bordet for de, som forstod sig paa slige Sager, indvil­gede hun i at give sit Navn som Skyldner; arme Frue, hun syntes hun var saa klog da hun sagde: Jeg vil kun kautionere for en Sum, der ligger over saadant og saa­dant Beløb. Dermed mente hun at have garderet sig for alle Muligheder, ogsaa for den at skulle betro sig til nogen.

 

November 1918 kommer med Vaabenstilstand, og det store Mareridt mener saa baade den og hin er forbi, Befrielsesfølelsen faar Folk til at aande lettet ud, men det er kun paa Overfladen at Lyset skinner, i Dybden lurer Angst og Uro; mange smaa hjemlige Korthuse slingrer i de høje Overbygninger; saaledes ogsaa med det som vor Frue saa ubesindigt havde været med til at kon­solidere, det ikke alene slingrede, det tabte ganske Balan­cen og blev revet helt overende.

 

En skønne Dag kom der Meddelelse fra Banken om, at et kolossalt Beløb omgaaende skulde indbetales, det var til Banken, hvor hun indbetalte alt hvad hun havde faaet ud af Forretningen plus Kontanterne; det hele var langtfra nok til at udligne Beløbet, men det var dog et Afdrag; Sølvets mindste Værdi stod nu paa Prent i Form af en Haandfuld Laanesedler, som hun foreløbig stak ned i sin Lomme. Stakkels, stakkels Frue! hvor kunde hun dog finde paa dette, der hverken var nogen Løsning, knapt nok en Galgenfrist.

 

Hun havde jo en stor, værdifuld Gaard, som stadig vilde give Indtægter, selvom disse i øjeblikket var meget haardt spændt an, grundet paa Ombygning og hele Drif­tens Modernisering, men ubeheftet var den i hvert fald. Hun kunde have raadført sig med sin Sagfører og gaaet til Bekendelse og maaske faaet en Art Akkord, det turde hun ikke, hun anede han vilde være blevet rasende, og det ganske berettiget; hun havde taget Skade for Hjem-gæld, for naar alt kom til alt var dog hele Herligheden hendes egen.

 

Denne Fejghed og Mangel paa indre Styrke skulde nu blive til Nederlaget, og det tiltrods for den indre Vækst hun havde undergaaet efter sin Mands og Moders Død, det var Synd ! Naturligvis fik Sagføreren hele Arrangementet at vide gennem een eller anden Undergrundsvej, og da han hverken var Skriftefader eller særlig Psykolog, frasagde han alt Mellemværende dem indbyrdes omgaaende.

Der er jo det, at alt her i Livet skal og maa fornemmes bag de ydre Skansestillinger, det er ikke nok at sige, at sort er sort, hvidt er hvidt; det er langtfra nok at henvise til juridiske Paragraffer og borgerlige Love; alt her i Livet kommer kun an paa det eneste ene: at forstaa den nøgne Menneskesjæl bag den skrøbelige Skal.

 

' Nu sad denne Stakkel paa sin Gaard og troede hun var den fattigste af alle fattige; hun sad med Stabler af Papirer foran sig, skrevet paa et Sprog som kun de spidsfindige Juristhjerner kan hitte ud af; her væltede Regninger ind over hende, der tidligere var gaaet til Godskontoret, som for nu bare at tage det nye Tærske-værk og »Hjælmen <, der lige var bygget; det var saa­danne Summer som aldrig for var kommet hende direkte ind paa Livet; hun snakkede med Inspektøren, og han sagde hvad han nu kunde sige, men han var nu engang Landmand og ikke Jurist.

 

Fruen begyndte at tage lidt rigeligt til Flasken, ikke saa hun gik fra Concepterne, for det skulde der nu saa meget til for een, som altid havde været vant til at tage sig et Bæger i Tide og ogsaa lidt i Utide, men nu drak hun simpelthen for Dagen lang at se Virkelighedens kolde Fjæs som gennem en Taagesky.

 

Saa rebede hun Sejlene, og det var for hende det tun­geste Skridt hun nogengang havde gjort: hun begyndte at sige en Del af Hushjælpen op; saadan Ansigt til Ansigt kunde hun umuligt gøre det; derfor blev det ved smaa Papirlapper, anbragte paa de forskelliges Værelser; nu var den Udgift sparet! Men saa ludede Fruens Hoved ogsaa mere og mere for at undgaa at se dem i Øjnene som hun følte sig saa knyttet til.

 

Der kom efterhaanden flere Smaarejser til Hovedstaden, og de gjaldt oftest den forstaaende lille Pantelaaner, han var næsten blevet som en Fader for hende, han var indenfor sit Metier en Hædersmand; det var udelukkende fine Kunder han havde, ikke noget hos ham med Fiduser eller lyssky Forretninger; reel Betaling, Orden i Sagerne, gode Raad og de Renter, som nu engang er fastsatte. Alt var saaledes kommet ind i en rent skidt Skure; nu vidste hun ikke engang hvorledes hun skulde faa betalt Renterne paa sine Laanesedler, og derfor tog hun en Dag og lagde dem allesammen i en Convolut og sendte dem til en Nevø og bad ham om, uden at omtale Sagen, at indløse dem og iøvrigt kunde han beholde hvad der var.

 

Samme Nevø blev selvsagt noget forbløffet, men gjorde som anmodet, hvorpaa han lod de tunge Kufferter stille ind i sin Bankboks for at se Tiden an.

 

Havde Fruen nu haft een eller anden hun turde have betroet sig til, en virkelig paalidelig Ven; dem er der desværre saa uendelig faa af, naar onde Dage kommer, og for en Natur som aldrig havde evnet at aabne sig, naar den var i Nød; men der var ingen hun magtede at gaa den tunge Gang til. Der var kun een virkelig Ven, og det var naar alt korn til alt ikke en hun kunde betro sig til eller som vilde have været i stand til at forstaa eet eneste Muk; men det var alligevel en Ven i Nøden, trods et socialt Svælg skilte dem fra hinanden.

 

Denne Ven var Hanne Hønsekone; stille og beroligende kunde hun sidde ved sin Frues Side, paa en Hønsekasse, godt tilstænket med Hønsegødning, og indgyde hende Haab og Tro, ikke paa nogen Gud i den høje Himmel, men paa Folkenes Kærlighed og Troskab og den gode Jords Givtighed; Hanne var saa sandelig ikke nogen Seer, et Svin var hun ogsaa, det saaes tydeligt paa Hønsehusets Vægge, Gulv og Kasser samt andet Tilbehør, men hun elskede sin Madmoder uden Forbehold, uden Tanke paa Godtgørelse, blot udaf sit ærlige fynske Hjerte.

 

Derfor blev det ogsaa til denne Ven, at Fruen kom en Dag i sin yderste Nød og bad om at laane Penge til Rejse til København; hun skulde tale med sin Sagfører, sagde hun, og havde i Øjeblikket ikke rede Penge, dem skulde hun hente ! ! ! Hanne sagde selvfølgelig Ja! men mente det var forkert af Fruen at tage afsted nu hun var saa forkølet, hun burde hellere gaa i sin Seng med et varmt Omslag om Halsen, ellers kunde hun jo hente sig en Koldfeber, og det var da noget saa skrækkeligt, naar hun skulde sove i fremmed Seng med maaske klamme Lagner; Hanne havde sandelig ikke Tillid til Københavnere og hvad deres var ! Fruen fik Rejsepenge, kun det lille Beløb til tredie Klasse, og Dagen efter drog hun afsted med sin Kuffert; denne gang indeholdt den Familiesmykkerne, alle var de der, endogsaa Diademet, som kun havde været i Brug ved de allerfestligste Lejligheder; det var det, der var nedarvet fra hin Slægtning, som havde været Hoffrøken hos Karoline Mathilde og havde været baaret ved den sørgelige Fest Anno 1772, da den arme unge Dronning med samt sin Elsker blev tagne til Fange.

 

Saadant Klenodie kan være saa skønt det være vil, lavet af en Mesterhaand, dog kan det vise sig Gang paa Gang at bære een eller anden Ulykke med sig for Besidderen eller Omgivelserne; naar saadant Uheld er iagttaget et Par Gange, da burde man hellere lade Smykket tage fra hinanden og omsmelte dets ædle Metal. Og dette Smykke havde aldrig bragt den store Lykke med sig. Nu gik det til Pantelaaneren, dets videre Skæbne kender ingen!

 

Da den rare »Onkel« havde takseret Tingene og laast dem inde i Jernpengeskabet, saa han hovedrystende paa sin trofaste Klient; »De er ikke rask lille Frue, det kan jeg se, De burde gaa til en Læge; ja, jeg tror ogsaa, mellem os, at det vilde være klogt at raadføre sig med en Sagfører; vi kan allesammen komme ud i noget Roderi, men De er da for god til det, og saa har De da ogsaa en Gaard i Ryggen; jeg vil Dem virkelig Deres bedste; er det nu noget her i Kulden at Muffe og Krave ligger hos mig og Pelsen? Hvor er den? Tag nu ihvertfald Muffen og Kraven her og se at komme hjem at lægge Dem. Han lagde Sagerne paa den lille Disk foran det ad­skillende Traadnet; Fruen sagde: »Jeg vil da betale for det, men jeg vil gerne have det!« »Ikke Tale om Betaling, tag De bare de to Bagateller, det kan vi altid ordne.«

 

Saa gik hun, — hun frøs og hun svedte, det kom i Ture; hun vilde hen paa Østbanegaarden og faa sig en ordentlig »Dram«, der kunde stramme op; derfor gik hun gennem St. Kongensgade, til hun naaede Banegaar­den, hun var ved at segne af Træthed og Smerter i Halsen; det hjalp en Smule at faa et Par Cognac'er og saa vilde hun ud til en Slægtning paa Østerbro.

 

Da hun naaede Trianglen, svedte hun som befandt hun sig i romersk Bad, men i samme Nu kom der en Kulderystelse over hende; »jeg maa under alle Omstændigheder tage mig sammen og naa frem, for jeg kan da ikke staa her midt paa Pladsen og hvile mig ved en Lygtepæl.«

 

Saa sortnede det for hendes Øjne, nej, det er blot en Talemaade, Fruen var simpelthen borte, uden Bevidsthed; den fik hun slet ikke tilbage; en Ambulance kom og bragte hende som ukendt til Rigshospitalet; hun bar ingen Legitimation hos sig! Laanesedlerne! ! ! — de var ikke paa hendes virkelige Navn, for Anstændighedens Skyld!!! det var en Slags Forstaaelse mellem hende og Pantelaaneren, for han kendte jo godt hendes rigtige Navn.

 

Saa var Fruens Saga slut; de der blev mest bedrøvede ved at høre hendes sørgelige Skæbne var Folkene paa Cohrt Bæhrends Gaard; ved hendes Død var de alle ligesom blevet saa hjemløse, hvem kendte nu deres Liv og Færden; kunde de komme til en ny Ejer med Besvæ­ringer og Sorger? hende havde de alle kendt fra hun kun var en Patteunge ved Ammens Bryst; de vidste, at med hende levede samme patriarkalske Forhold paa Gaarden som allenstund havde været det gode ved dette Gods, — og nu?

 

Men selvom Fruen var borte, død paa ganske samme pludselige Maade som sin Mand, af Halsbetændelse og Sukkersyge, som hun ikke selv havde haft Anelse om, saa stod Cohrt Bæhrends Gaard endnu, og det i al sin nyfødte Skønhed. Hvem skulde blive dens Ejer og atter hæve den i Glans og Herlighed? — det blev ikke den Successor, som først havde været indsat; ham havde hun pludselig strøget af Testamentet i et Anfald af Taabelighed og for et Øjebliks Vredes Skyld; to helt nye var indsatte som Arvinger til den ældgamle Gaard, og ingen af dem var Landmænd. Der fandt nu lange Drøftelser Sted mellem Arvinger og Eksekutorer, og de begyndte allerede før den afdøde Frues Aske var sænket i Jorden i en lille fordringsløs Krukke, under den pompøse Sandsten, der stod næsten urokkelig over salig Lieutnantens prægtige Egetræskiste og med de lidt maliciøse Ord indhuggede: »Salige ere de sagtmodige, thi de skulde arve Jorden«.

 

Og Arvingerne blev enige om at sælge alt hvad sælges kunde, naturligvis med Fredningsmyndighedernes høje Tilladelse, den fik de, besynderligt nok, Landet har ikke saa mange Gaarde af den Alder og den Byggemaade.

 

Saa blev da Gaarden som i næsten femhundred Aar havde smykket det fynske Landskab udbudt til Salg, og højstbydende blev et Udstykningsselskab, der kun havde Interesse for Jordene. Hovedbygningen solgtes fra, og da Køberen af denne ikke havde Midler til at holde en herskabelig Hovedfløj uden Jordtilliggende af Betydning, solgte han den videre til Nedrivning.

 

Saa hørtes atter efter saa faa Aars forløb Hammerslag paa Hammerslag over det ganske Terrain, dennegang var det ikke smaa forsigtige Slag, det var drabelige Hug, og der gik Maaneder, ja, næsten et Aar inden den store Flok af Arbejdere fik Bugt med dette solide Bygnings-værk.  Det allerførste, som faldt for Sav og Økse var Gaar­dens gamle Livvagt, de fire kæmpestore Kastanietræer, der vogtede Indgangen til den lille yndefulde Borggaard.

 

Dette var Anno 1924, ikke stort mere end ti Aar efter sidste Ejers storladne Indtog.