Ane 604 Anders Lauridsen  (1664 - 1738)

     Født i Eilskov, Haarslev sg. Skovby Rugaard på Fyn.

    Af Anders Lauridsens egenhændige optegnelser fremgår, at han i efteråret 1679, 15 år gl., kom i købmandslære hos Hans Wichmand, der var handelsmand og rådmand i Odense. Her var han i to år, derefter 1/2 år på købmandsskole.

    Den 22. marts 1682 kom han i lære hos købmand Hjere Jespersen i Odense, hvor han blev i 12 år. Efter principalens død i 1694 foretog han et par handelsrejser til Norge og købte samme år 1694 principalens gård.

    Året efter giftede han sig med Alhed Marie Friis, levede med hende i 11 år og havde med hende 8 børn.

    2 1/2 år efter hendes død giftede han sig med Kirsten von Westen, med hvem han fik 6 børn.

    Han var købmand i Odense. Den 1. marts 1731 var hans formue gjort op til 10.000 Rdl. (svarende til ca. 18 mio. kr. i 1996).

    I Odense ejede han købmandsgården på Vestergade, matr. nr. 80 (nu matr. nr. 71), en to-etagers bindingsværksgård.

     

    Iflg. Fynsk Søndag, Fyns Tidendes Søndagstillæg  2/4 1944 af Niels Gyde

    I året 1679 kom den 15 årige Anders Lauridsen, en søn af fæstebonden Laurids Jørgensen i Eilskov i Haarslev sogn, i lære jos handelsmand og rådmand Wichmand i Odense.

    Den unge mand maa have haft anlæg for handel, ellers var han vel ikke blevet det, han med tiden blev: en af de mest ansete medlemmer af den odenseanske handelsstand, - men skønt læretiden den gang var meget lang, blev han dog kun i sin første plads i 2 år. Da rådmand Wichmand kaldes handelsmand og ikke købmand var det måske ikke nogen rigtig købmandsforretningt, han drev - og det var købmand Anders Lauridsen ville være.

    Det fik han rigtig lejlighed til, da han i 1682 kom til Hjere Jespersen på Vestergade. Her må der have været tilfredshed til begge sider, thi her blev Anders Lauridsen i 12 år indtil principalens død i 1694.

Hvad enten han ikke har kunnet med arvingerne, eller der har været andet i vejen, så var han nu borte en tid og rejste rundt i Norge og solgte korn for  justitsråd Lasson til Sct. Knuds kloster. Men forretningen har åbentbart ikke kunnet undvære ham og selv har han været en holden karl og har ønsket at blive selvstændig; han vendte ihvertfald hurtigt tilbage, købte gården på Vestergade (det nuværende) nr. 67 og etablerede sig som Hjere Jespersens Efterfølger.

Her i den gamle odenseanske købmandsgård levede han resten af sit liv og blev en anset borger i byen med adskillige tillidshverv, bl.a. var han i 29 år værge for St. Knuds kirke, hvor han havde sin familiebegravelse og hvor hans kiste blev henstillet ved siden af hans første hustru efter hans død 1738.

Anders Lauridsen var 2 gange gift, første gang med en odenseansk bagerdatter, anden gang med en købmandsdatter fra Kerteminde og havde ialt 14 børn, 10 sønner og 4 døtre, som alle kom godt i vej eller blev godt gift, de af dem, der nåede den voksne alder.

Han var en velholden mand med en solid forretning og har sikkert været en mand, hvis ord i kraft af hans personlige egenskaber havde vægt, hvor borgerne samledes; men nogen egentlig rig mand varhan ikke. Nogle år før sin død gjorde han sin formue op, løst og fast, til 10.000 rigsdalere, og selvom det på den tid var ikke så lidt mere end det lyderaf nu, var det dog heller ikke dengang nogen stor formue for en købmand, som skulle have penge til rådighed.

Det var først gennem den af sønnerne der overtog forretningen efter ham, navnet Eilschou - som børnene tog efter deres fars fødeby - fik den guldglans og har bevaret i Odense bys historie.

Da Peter Eilschou - Anders Lauridsens 3die søn af andet ægteskab - havde tjent sig en formue ved heldige forretninger, satte han som skik almindeligt  var blandt den tids storkøbmænd, sine penge i jord. Ved auktioner over kronens jorder, det såkaldte ryttergods, og på anden måde købte han foruden byerne Lumby og Lumby torp, ialt 32 gårde og 18 huse, så meget andet hartkorn rundt regnet en 500 tønder, at han deraf kunne oprette Marienlund gods.

Også en række kirke og kongetiende sikrede han sig og da deres ægteskab vr barnløst, testamenterede han og hans hustru en stor del af deres formue til offentlige og velgørende formål: 10.000 rigsdaler til et spir på Sct.Kunds kirke, 5.000 Rdl til en vandledning gennem Odense by, 107.000 rdl til et legat for fattige enker og jomfruer og gamle fattige mænd på Fyn, 6.300 Rdl til hospitalet i Lumby, 88.000 Rdl til "De Eilschouske Boliger". Der var vistnok herforuden en del andre poster, men det velnok den sidste her nævnte, der har bidraget stærkest til at fæste navnet Eilschou i den almindelige bevidsthed; enhver odenseaner husker de maleriske gamle rønner i Munkemøllestræde, der har måttet falde som et naturligt offer for stigende grundpriser og en pladskrævende nutid.