Min mor ane nr. 3 blev født i 1913

 

Min mor ane nr. 3 blev født i 1913 på Frederiksberg, hvor hendes far drev en Skrædderforretning. Hun var enebarn til sit 10 år, hvor hun fik en lillesøster. Som det ikke var nok flyttede hendes far næsten samtidigt hele familien til Vestjylland, Henne st.

Det var en omvæltning for den lille pige , der kom fra en stor Frederiksberg kommuneskole til en lille landsbyskole, hvor drengene den første skoledag "pissede" i hendes gummistøvler, ganske enkelt fordi hun var den eneste der havde "røjsere". Alle skolebørnene gik med træsko.Hun havde dog en virkelig god lærer, der indforskrev specialbøger til hende, så hun fik mest muligt ud af undervisningen.  Som 14 årig kom hun i huset hos en dyrlæge i Varde. Da dyrlægefruen opdagede, at  hun lå og læste, efter at hun var gået i seng, skruede fruen pæren ud af fatningen. "Elektriciteten er alt for dyr". Mor købte så nogle stearinlys for egne penge, men anvendelsen af dem blev straks forbudt af hensyn til brandfaren. Hun tog senere til København og blev syerske.

Som 21 årig blev hun gift, fordi hun var gravid og fødte sit første barn i november 1934.  Det unge ægtepar boede i begyndelsen i nogle værelser i KFUM's bygning på Fasanvej men flyttede i 1936 til Præstelængen 20 i nordvestkvarteret. Der var bygget en række nye karréejendomme, stort set kun med to-værelses lejligheder men moderne med centralvarme og nedfaldsskakt. Det var bare unge mennesker med børn der flyttede derud, så der var et leben. I hver ejendom boede der lige så mange mennesker, som i en lille stationsby.

Selvom hendes ægteskab ikke blev lykkeligt, havde hun nogle gode år her med gode naboer. I 1938 fødte hun sin datter Lise. Hun fødtes med hareskår og dobbelt ganespalte og gennemgik en række operationer, hvad der naturligvis belastede mor meget. I 1941 fødte hun datteren Kirsten. Min far gik ind i modstandsbevægelsen i 1943 og blev også vagtmand i beboelsen. Og det sammen med spejderbevægelse og sit daglige smedearbejde betød at de to gled mere og mere fra hinanden.

Efter at være flyttet til Vibevej, hvor der ingen naboer var, fik mor mere tid til sig selv og da hun altid har været meget moderne og havde opfanget tidens bevægelse med mere selvstændighed til kvinden, begyndte hun at se sig omkring efter udearbejde.

Hun fik tilsidst arbejde på Früwirthts metalstøberi, hvor hun mødte den 5 år yngre Åge Makne. De forelskede sig i hinanden og hun søgte og fik skilsmisse i 1953. Efter nogle år besluttede de sig for at købe et husmandssted på Sjællands Odde, hvor de sled hårdt i det for at få det til at løbe rundt. Lise blev i København, hvor hun fik en kontoruddannelse, men Kirsten flyttede med til Odden, kom i arbejde på den lokale telefoncentral og i Brugsen og flyttede senere til København, hvor hun også fik en kontoruddannelse. Mor og Åge Makne udstykkede senere husmandstedet til sommerhusgrunde og flyttede til et hus ved Odden kirke, hvor hun boede indtil det blev nødvendigt for dem at flytte i ældrebolig.

Hun døde af kræft.

Åge Makne overlevede hende.