Ane 2 min far Axel Valdemar Engelsted Jonasen, 1908 - 1981.

Ane 2 min far Axel Valdemar Engelsted Jonasen, 1908 - 1981.

Født som nr. 4 af 6 børn, hvoraf de 4 første var drenge. Gik ud af 7 klasse fra Bispebjerg skole og kom i lære i et skrivemaskinfirma i Farigmagsgade men efter at have stået nede i gården i 6 måneder og renset skrivemaskiner med petroleum ville han ikke mere og kom i lære hos sin far som smed, ligesom sine 3 ældre brødre.Han havde en meget lykkelig barndom og ungdom først og fremmest som KFUM spejder, hvor han efter mere end 25 år i korpset sluttede som afdelingschef for ca 250 spejdere.

Som 26 årig blev han gift med den 21 årige spejderkammerat Alice Bryske og de fik 3 børn sammen. Ægteskabet var ikke lykkeligt og blev opløst i 1953. Anledningen var først og fremmest at min mor aldrig tilgav min far, at han som ægtemand og fader gik ind i modstandsbevægelsen i 1943. For min far, der stod for Gud, Konge og Fædreland var det imidlertid naturligt at tilslutte sig modstandsbevægelsen.

Hele tiden havde han arbejdet sammen med sin bror Edvard og sin far på dennes smede og maskinværksted på Vibevej, København NV og i 1942 indgik de i interessentselskab. Efter faderens død i 1949 fortsatte brødrene samarbejdet indtil 1954, hvor de solgte hele ejendommen til Jernkontoret (et stort jern og stålfirma), der længe havde presset på for at overtage ejendommen, der lå som en enklave i Jernkontorets besiddelser. Far havde efter egen opfattelse fået lovning på et arbejde som kontrollør på Frilandsmuseet i Sorgenfri. Et job han så frem til med stor forventning,  men det blev desværre ikke til noget. I stedet forsøgte han sig med nogle forretninger, først en gavebod senere købmandsforretning men endte med at have sat alle pengene over styr.

Han var imellemtiden blev gift igen med Helene Petersen og de stod sammen i de næste meget vanskelige år, hvor de begge havde forskellige jobs, indtil de som 67 årige gik på folkepension. Hun overlevede min far.

Min far bevarede til sin død sin positive holdning til livet og sin tro.

Far døde af hjerteslag.